Thyra Quist's erindringer om livet på Rørbæk

Livet på Rørbæk er beskrevet af Thyra Quist i hendes lille bog "Kalejdoskopet", som jeg efterfølgende bringer uddrag af. Thyra Quist var datter af Oberst Freisleben ved Nyborg garnision og hendes erindringsbog beskriver meget levende det højere borgerskabs dagligliv i en lille provinsby, hvor den militære garnision er af afgørende betydning for byens liv. Hun bliver gift med sagfører Quist i Nyborg, som i mange år er juridisk og økonomisk rådgiver for Engelstederne på Rørbæk. Senere bestrider han det samme job på "Holchenhavn"

Der paa Vejrup traf vi Jægermester Wright Engelsteds fra "Rørbæk", som havde deres eneste Barn "Rudi" med dem. Fra den Tid kom vi uhyre meget sammen med Engelsteds. Nu er Rørbæk Hovedbygning jævnet med Jorden desværre, men alle hvem der har kjendt det yndige gamle Hus, kan aldrig glemme det. Det var ældgammelt, over den ene Dør stod hugget ind i en Tavle, at det havde tilhørt de Quitzover. Der var en Gang under Huset som førte fra den store Gaard til den lille, som var, omgivet paa de tre Sider af Huset og dets Fløje. Nede i den underjordiske Gang var der flere udskaarne Egetræsdøre, der fandtes ogsaa en hvælvet Kjælder. Der var Gulve af mægtige brede Egeplanker, hvidmalede, lave Paneler og Tapetdøre, en førte fra Dagligstuen ud til en mærkelig gammel Trappe med udskaaret Gelænder, den var forfærdelig skjæv! Væggene var behængt med Malerier; disse bibelske Billeder, hvor Forældrene staar øverst; og to Rækker ens klædte Børn alle med Pibekraver paa, naar ned paa hver Side af en Slags sort Puf, hvorpaa ligger et lille Barnelig. et Svøbelsesbarn, kridhvidt i _Ansigtet. Trappen førte op til en række Sove- og Gjæsteværelser, alle beklædte med det morsomste ældgamle Tapet. Det Værelse, hvor jeg gjemmen mange Aar, og senere mine Børn boede, var delt midt paa af et lavere liggende Gulv. Hvor jeg nød Vinteraftenerne fra min Seng, at se Brændeilden i den gamle Kakkelovn; at se Flammerne give et flakkende Gjenskin oppe paa Værelsets lave Loft.

Naar man kom kjørende fra Ullerslev Station. hvor Jægermesterens Vogn havde hentet os, stod han altid i Døren og modtog sine Gjæster med et straalende Ansigt. Fra Gangen med de brede Planker, gik der en Fløjdør til venstre ind til en meget stor Spisestue, hvor vi lagde Overtøjet. Denne Stue stod tom, indtil der skulde være saa stort et Selskab, at de ikke kunde være i den lille daglige interessante Spisestue. Den anden Fløjdør fra Gangen forte ind til Dagligstuen, Cabinettet og den store Havestue med sin brede Veranda, hvor der blev drukken Kaffe efter Middag.  Den store Plæne laa nedenfor, og bag den over Markerne, saa man Flødstrup Kirke, og hørte Klokkerne ringe Solen ned. Haven bredte sig bag ved Hovedbygningen med sine hvide Broer over Vandløb, sine Græsplæner og Nøddegange, den endte i en yndig lille Lystskov.

Fra den store Havestue gik der et lumskt dybt Trin ned til den lille, nærmest firkantede Spisestue. Paa den ene Væg var der to dejlige Skabsdøre, udskaarne med bibelske Sujetter, det saa ud som de stammede fra en Kirke. I de to Hjørner stod ældgamle sorte udskaarne Skabe, der saa ud som Kister sat paa fire Ben. Den gamle Bilæggerovn forhøjede Hyggen. Men som saa ofte dengang, hvor Smagen ikke var saa forfinet som nu, var der en Ting, der ikke passede i Stilen, det var en kedelig Hængelampe, med Glasprismer.

Jægermesteren var født Wright, Søn af en af Helsingørs mange Wrighter. Denne Far havde været gift 6 Gange, og Billederne af hans 6 Koner hang over hams Skrivebord, har jeg hørt. Den ene Kone var en Datter fra Rørbæk, og som Dreng kom Rudolph Wright til Bedsteforældrene og arvede Gaarden med navnet Wright Engelsted. Ganske vist boede der en gammel Dame, Frk. Line Engelsted, altid paa Rørbæk, og hun var vel nok den egentlige Arving, som Husets Datter, men traadte vel tilbage for Søstersønnen. Tante Line var en stor Original, blot jeg formaar at skildre hende rigtig. Hun var lille, rund og rødhaaret, talte stærkt fynsk, var elegant naar der var Selskab ude eller hjemme. Hun ejede mange dejlige Diamantsmvkker, hun var ret velstaaende. Disse Smykker tog sig ud paa hendes sorte Silke- eller Fløjelskjoler, men jeg ved ogsaa, at da hun engang i Regnvejr skulde i ”Det kgl. Teater” og havde majet sig ud med opheftet Kjole og et gammelt Regnslag, nægtede de hende adgang til hendes umaadelige Ærgrelse. Tante Line elskede Blomster og Broderiarbejder, disse sidste vilde hun imidlertid ikke altid holde sig selv med, men anmodede mig ivrigt at ordne saadanne til mine Børn, oftest for min egen Regning. Dengang begreb jeg ikke, hvorfor hun var saa sparsommelig, men da hun døde havde hun samlet til et Legat for trængende Landmandsdøtre.

Jægermesteren døde flere Aar før Tante Line, og han var min ene Datters Gudfar. Da Tante Lines Testamente blev læst op, havde hun, uden vi anede det, indsat vor før omtalte Datter til en ledig Legatportion, vel sagtens fordi Jægermesteren døde, da Barnet var 7 Aar, og Tante Line saa vilde gjøre godt i hans Sted, hvorfor vi ikke kan være hende taknemlig nok.

Jægermesteren var en fornøjelig, ikke særlig betvdelig, Mand; en af de gammeldags Jorddrotter, han passede sin Gaard og sine Folk, tjente vist ikke saa faa Penge, som de levede højt paa, og sandelig lod mange, mange nyde godt af. Alt var i gammeldags Aand paa Rørbæk. Jeg husker naar alle de mange Karle om Morgenen strømmede ind i den brolagte Borgerstue, og de havde sat sig ved Træbordene, hvor Ølkrusene stod nedad, saa fik de Spegesild og dertil en Humpel Rugbrød, hjemmebagt i den store Bageovn, og ofte flere Uger gammelt. Paa hver Humpel sad en Klat Smør, de selv smurte ud med deres Foldekniv. Jeg vidste at Husjom­fruen havde et Bræt med Huller i, deri trykkede hun Smørklatterne, saa de blev ens store alle. Vi fik ofte til Frokost af Folkenes Middagsmad; f. Ex. tykke Boghvedepandekager, de smagte godt med Syltetøj paa. Folkene fik vist Sirup.

Nede i Forvalterboligen var den vældige Mælkekjælder, hvor de grønne Bøtter eller Træbaljer stod opstillet i hele Colonner paa Gulvet. Der var i Hundredvis. Jeg har ofte været med, naar Mejersken skummede dem med en "'stor ret flad Blikskummeske, og jeg fik Lov at drikke af den tykke gule Fløde. I den Kjælder, ja, jeg kan godt sige Hal, blev der danset til de morsomme Høstgilder.

Rørbæk havde en Specialitet, det var Kalkuner. I Massevis drog de rundt i og udenfor den store Gaardsplads. Den pukkelryggede Maren passede dem, trolig bistaaet af Rudi. Kalkunkyllingerne fik hakkede Brændenælder og deri haardkogte Æggeblommer til min Forbavselse.

Fru Engelsted var en dygtig og myndig Husmoder, som jeg kom til at holde uhyre, meget af, de mange Aar jeg som ældre kjendte hende nøjere efter Jægermesterens Død. Hun var ikke smuk, men meget statelig, forstod at bære sit gode Tøj med Anstand. Hun var født von Eyben, og det Navn svigtede hun aldrig.

Disse to vidt forskjellige Mennesker havde et eneste Barn, Rudolphine, som jeg saa første Gang, da hun var ca. 7 Aar. et yndigt gratiøst Pigebarn, med lange tynde Ben og smukke graa Øjne.     

Hun var altid hvidklædt, og Pufærmerne holdtes sammen med Coralsnore. Hun fik Lov at færdes alt for meget alene paa den store Gaard, hvor hun saa og hørte alt muligt. Jeg tror heller ikke hendes to, iøvrigt elskværdige Lærerinder, forstod eller magtede dette Barns forunderlige sammensatte Natur. Hun gjorde de løjerligste Ting, og det eneste Menneske hun havde Respekt for var Faderen, mærkelig nok, hun var rasende angst for, vi skulde klage til ham. Jeg har tilbragt mange dejlige Ferier paa det kjære gamle Rørbæk.         

Da Voldene blev sløjfet i Nyborg, kom der en forfærdelig Typhusepidemi, Far maatte rejse til "Bad Modum” og Mor rejste med mig til Rørbæk hele Sommerferien, og den er blevet mig uforglemmelig

Der var Masser af Gjæster. vi var vel nok en Snes Mennesker. Der maatte spises Frokost i to Hold i den lille Spisestue, og til Middag i den store. En Eftermiddag stod Mor og jeg midt i Omklædningen, da Rudi rev Døren op paa vid Gab, og præsenterede os begge for Justitsraad Berner og frue, som lige var ankommet. De veg tilbage og Mor skreg af Forfærdelse, da hun var i dyb Neglige. Et Øjeblik efter horer vi den næste Dør blive aabnet med et rask Tag, og Frøknerne Hass forestillet paa samme Maade.En anden Dag kom Mor og jeg ned i Havestuen hvor Professor Paludan sad med sin Avis. Ja og, saa var Rudi der! Mor satte sig i sin yndlingsstilling med det ene Knæ over det andet, og gavsig til at tale med Professoren. Pludselig griber Rudy Mors øverste Fod, og tvinger hendes Ben op i Vejret. Professoren dukkede ned bag Avisen og Mor raabte smækvred: „Rudi, jeg siger det til din Fader!”    

Naar der var fremmede kom Rudi ind i hvid Kjole med korte hvide Handsker og en Buket Blomster i Haanden. Hele Formiddagen styrtede hun rundt i Gaard og Have med flere for-

færdelige uægte Køtere rendende om Benene; de hed Snip, Snap, Snude og Corinrthe og Margrethe. Saa husker jeg endda en,                 som hed Grell. Mor spurgte, hvad det skulde betyde. Jo, den hed egentlig Schleppegrell, men hun kaldte den Gre1l. Mor var forarget over det Misbrug af Generalens Navn.             

Jægermesteren havde en dejlig stor St. Berrnhardtshund ved Navn Herkules. En Dag da vi kom hjem fra Skoven stod Tjeneren og kaldte: Kules, kules. Jægermesteren spurgte., hvorfor han ikke kaldte Hunden ved dens rigtige Navn. Svaret lød: Hvad skal man kalde en Hund Hr. for!

 Der var mange unge denne omtalte Sommer. Fru Engelsteds ejendommelige Niece Augusta Lønborg, dennes 3 Cousiner, Frkn. Hass og den storartede Bjørn Steffensen. De eller han lavede en hel Pantomine, som blev spillet i den store Spisestue for et helt Selskab. Jeg var en af Hovedpersonerne, jeg var nok lidt vigtig deraf, jeg var kun 15 Aar.

Etatsraad Fogs fra Risinge meldte dem en Dag, og der kom 24. -- Saadan var Herregaardsliv dengang!

Tante Line elskede Rudi, og fandt sig  taalmodigt i alle hendes Drillerier, ja, lo endda sit Hi-hi, naar Rudi kaldte hende-. Din gamle kuglesprøjte Rinoseros eller: Himpegimbe .Naar Engelsteds var paa Besøg hos mine Forældre, fik Rudi mig med ned til gamle Fru Claudi, og lige med et hang, Ungen i den gamle skrøbelige Klokkestreng-, eller fandt paa andre Spilopper. Engang var Engelsteds taget ind til Apothekerens. I de Tider havde man ingen Telefon, og kunde spørge, om Besøget passede, man kom blot! Fru Kromeyer har vel talt med Frk. Mathilde om, hvad der skulde paa Aftensbordet og sagt: „Havde vi bare et Fad Bøf!” Rudi og Johannes var saa løben op til Oberstlieutnant Zeilaus: og der ser Rudi saadan et Fad med Bøf, og faar dem til at sende det ned til Kromeyers. Fruen var daanefærdig. Ja, Rudi var mærkelig, men hun var alligevel ikke dum. Mon ikke Bedstefaderen med de 6 koner gik igjen i hende, meget i hendes Liv har tydet derpaa. Paa Rørhæk kom Mylius's. Grosserer Prøvensens og Forpagter Ander­sens fra Skovsbo; en stortalende. Herre med en sød Kone, f. Westergaard. Consul Muus fra Odense kom ogsaa meget til Rørbæk: hans Kone var aldeles henrivende som ung, meget fix. —

En egen Duft hang over Rørbæk af Brænderovn, Blomster og gamle Ting. Der var noget stateligt ved Livet paa den ældgamle Gaard, over den utrolige Gjæstfrihed, der blev udvist, over Livet til daglig, og ved de store Selskaber.

Engang for ca. 60 Aar siden kom der Bud ind, at den gamle Grevinde Ahlefeldt's heste havde faaet Solstik ude paa Vejen. Jeg kan endnu se Jægermesteren og min Fader komme over den store Gaardsplads, trækkende en let Caleschevogn, hvori sad en meget gammel Dame. Denne gamle Grevinde var Oldemoder til den nuværende Lehnsgreve. Hun boede alene paa Lundsgaard, og Greven paa Langeland, paa Tranekjær Slot. Jeg har ogsaa paa Rørbæk været sammen med den gamle Dames Søn. Greven med det hvide Haar-og de kulsorte Øjenbryn. Hans Hustru var ikke kjøn. Hun fortalte, hun havde spurgt Grevens Tjener, hvad Greven trængte til som Julegave.. Tjeneren svarede: ,Grevinden skulde saamænd give Greven nogle Skjorter. for han gaar med de bare Laser Det maa have gjort et stærkt Indtryk paa mig, siden jeg kan huske alt dette endnu.

Jægermesterens Barndomsven, Proprietær, senere Etatsrand Fog, ejede Risinge, han var en stor vældig tyk: Mand med en lille Kone. Hun var som oftest ikke med: thi enten havde hun „Den store Hovedpine” eller ,Den lille Hovedpine sagde hendes Mand. De havde to smukke Drenge og en velbegavet Datter, Betzy. Jægermesterens anden Ven hed Candidat Voigt, en underlig gammel Pebersvend, naar jeg tænker over det, var hans Ansigt ærligtalt et rigtig Rævefjæs. De maa have ment han var et Finansgeni, for til ham betroede Jægermestren og Tante Line alle deres sammen­sparede Penge, vel for at Voigt skulde spekulere og formere dem. Voigt boede med sin gamle Moder i Kjøbenhavn, og Engelsteds fortalte altid, om de flotte Gilder Voigt gjorde for dem, naar, de var derovre. En skjønne Dag hørte vi Voigt var gaaet fallit. og havde svindlet alle de mange betroede Penge bort. Jægermestercn mistede en hel lille Formue, men han sagde aldrig et ondt Ord oms Vennen. Jeg husker ikke om Voigt blev straffet, men han rejste da til Amerika, hvor en mente at have set ham spille i en stor Restaurant. Han var meget musicalsk. Imidlertid sad hans gamle Moder tilbage i Kjøbenhavn. Hun havde en ungdomsven, som var velhavende, han havde sagt til hende Aar tilhage medens Voigt levede saa flot, at der var sat en Capital fast til hende, som vilde give hende et Par hundrede Kroner aarlig. Hun erklærede: ”Hun behøvede dem virkelig ikke”, men Vennen sagde hun kunde, ”bruge dem til at gøre godt med”. Mon han ikke har haft en anelse om Sagens Tilstand?

I al Fald var det de eneste Penge, gamle Fru Voigt fik at leve af. Ikke langt fra Rørbæk laa Herregaardeu ”Skovsbo". Det hed sig altid, at det spøgede der, en graa Dame gik igjen. For en Menneskealder siden ejedes Gaarden af en Jægermester Fusl eller Busl, jeg kan ikke huske det bestemt. Nede i Kjælderen var en aflaaset Dør, hvorpaa stod: .,Hvo, som aabner denne Dør, skal være forban­det". Alligevel vovede Ejeren at gaa derned med en Ven og aabne Døren. Hvad de saa, vides ikke, men de kom skræmte op. Aaret efter maatte Ejeren gaa fra Gaarden og Vennen døde. Al dette er gamle Historier som Jægermesteren paa Rørbæk fortalte os, og selv var betaget af. Jeg har truffet Forpagter Andersen fra ”Skovsbo” og selv hørt ham fortælle, hvorledes hans Kone havde set den graa Dame 3 Nætter i Træk, og hvorledes denne hver Gang bød hende flytte det spæde Barns Vugge. Andersens mente, de kunde jo gierne gjøre det! Næste Nat faldt Væggen ned, der hvor Vuggen havde staaet. Dette maa Forfatterinden Agnes Henningsen vide, thi Damen sad som lille Pige, og hørte paa, at Faderen fortalte det.

Sommetider tilbragte vi Sommerferierne i Vedbæk. Der havde gamle Fabrikant Andersen kjøbt det store dejlig ”Søløst”. Hovedbygningen var lejet ud til Morenheims. Han var vist russisk Gesandt. I et lille Hus lige ved Landevejen boede Etatsraad Buch, som havde været Frederik den syvendes Livlæge. Andersens byggede der selv et Hus bagved ude i Haven. Der var ogsaa en stor Grund ude ved Vandet, hvor der var Badehus og en Træpavillon oppe paa den høje Skrænt. Hvor var Vedbæk stille og idvllisk dengang. Medens De var der en Sommer, blev der holdt Auktion nede paa Skodsborg over Grevinde Danners efterladte Smykker. Mor var dernede og fortalte om det Hav af Penge der laa. Kongen gav nemlig Grevinden en Gave hver Dag, eller naar han saa hende. Paa Jægerspris staar der et Guldbæger med Laag, som kun var til at gjemme Grevin­deus Handsker i, medens hun spiste. Ved Siden af ”Sølyst” laa en kjendt kjøbenhavnsk Kjøbmands dejlige Landsted. Denne Mands Forældre var ganske jævne Folk. Engang var Moderen med til et Selskab der i Huset. Det var varmt og der bredte sig en slap Stemn­ing ved Bordet. Pludselig ved Desserten fører man Moderen sige.: ”Isen er ordenlig ganske lommer i davi !”

Jeg har et lille Billede jeg tegnede som Barn, 1874, af Skovhuset i Enrum Skov. Jeg havde ikke saa lidt Tegnetalent. Det var Meningen jeg skulde, naar jeg var konfirmeret, paa Kyhus Tegne

Ude paa Rørbæk skulde Rudis Bryllup fejres, hun skulde giftes med Lieutnant Salicath, en Søn af Jægermesterens Ven, Doktor Salicath, der for mange Aar siden havde boet her i Nyborg, derefter i Faaborg, og til sidst var flyttet til Kjøbenhavn, og bleven Læge ombord paa de store Skibe, der sejlede til New York. Jeg maa hellere nu fortælle Historien om hans nydelige Datter, Cathrine: hun var altid hvidklædt og meget kvindelig. En Dag kom Dr. Sa­licath hjem fra sin Sørcjse og sagde, at to unge Bekjendte fra Skibet kom næste Dag til Middag. (Paa den Maade fik de ofte Besøg af Udlændinge). Det var nemlig Amerikanere, og den ene af de to unge Mænd hed Mr. Ross. Da denne kom ind i Salicaths Dagligstue, og saa den blonde, hvidklædte Cathrine, fik han dette mærkelige Choc, som der tales om i Romanerne, han blev forelsket i hende ved første Øjekast. Jeg ved ikke, hvorledes Dagen gik, men til sidst kom Afskedsstunden, de skulde vist rejse over Norge og hjem over Bremen.

En 14 Dagestid efter kom Pigen ind til Cathrine og sagde, at der var en Herre, der ønskede at tale med hende. Hun gik ind i Stuen, og der stod Mr. Ross! Han friede øjeblikkelig til hende men Cathrine sagde: ,Nej"; hun kjendte ham jo slet ikke! Saa rejste Mr. Ross bedrøvet hjem. Nogle Maaneder efter fik Dr. Salicath Brev fra den unge Mands Fader, en rig Fabrikant i Boston, han skrev, at Sønnen var som forvandlet, han kunde ikke glemme den unge, danske Pige, om Dr. Salicath ikke troede, hun vilde besøge dcm i Boston, og lære Sønnen at kjende. — Dr. Salicath sagde saa til Datteren, at hun maatte betænke sig vel, thi hvis hun tog derover, var det ligesaa godt som at sige Ja! Hun bestemte sig til at rejse, og naturligvis blev de gift. Cathrine fortalte mig, da jeg igjen traf hende paa Rørbæk, at de boede i en Fløj af Svigerforældrenes store Hus, og hun havde egentlig ikke andet at bestille, end at klæde sig om i det uendelige til de mange Slags Fornøjelser, de havde.

Det var altsaa Brylluppet paa Rørbæk, jeg vilde fortælle om, og som nok var baadc godt og flot ordnet. Regimentsmusikken skulde spille som Taffelmusik. Jeg havde skreven en Sang, som jeg havde bedt dem spille til, da den var lidt vanskelig, idet hver andet Vers havde sin egen Melodi. Vi begyndte med: ”Erindrer De, det var i Kongens Have” -- og endte med Menuetten af „Elverhøj”. Den gik udmærket, og da den er meget karakteristisk for Forholdene paa Rørbæk, kom  Overretssagfører Paludan og spurgte, om jeg havde skrevet den, jeg husker ikke, om jeg gik til Bekjendelse. Pastor Elmquist holdt Vielsestalen i Flødstrup       Kirke, og uheldigvis var Themaet: Hvad Gud har sammenføjet skal o.s.v. Præsten har naturligvis ikke vidst, at Dr. Salicath var skilt, jeg tror han giftede sig med sin Kones Søster. Da vi nu sad ved Bryllupsgildet rejste Consul Muus fra Odense, som var en stor Spasmager, sig op, holdt en Tale, hvori han paa en Maade raillerede over Talen i kirken, jeg husker ikke hvorledes! —

Noget efter rejste Pastor Elmquist sig langsomt op, stod lidt, og sagde saa omtrent saaledes: „Hvor i Verden man færdes, saa kan rnan aldrig være i Fred for — Mus o. s. v.” Denne Tale vakte vild Jubel! Pastor Elmquist var og saa en ualmindelig morsom og begavet Mand. Naa, Jægermesteren gav saa de Nygifte en dejlig lig Gaard i Nordfyn, og desuden en Husjomfru. Han vidste nok, Rudi umuligt kunde passe et Hus. Stakkels Rudi, hun var vist langtfra lykkelig; hvorledes skulde hun ogsaa blive det! Sommetider kan jeg ikke lade være at sammenligne hende med Frederik VII. Det er ligesom de, aldrig blev helt voksne; som Forstanden havde staaet stille i 15—16 Aarsalderen. Man har jo ogsaa kloge Børn i den Alder. Rudi var forunderlig uudviklet i mange Retninger, og for meget i andre. Hun var en psykologisk Gaade. -- Det gik altsaa ikke som det skulde, og saa flyttede Salicaths til Kjøbenhavn. Jeg husker ikke om Jægermesteren var død forinden. Fru Engelsted sad saa i mange Aar, først sammen med Tante Line, senere ene, som Herskerinde paa Rørbæk, med min Mand som sin højre Haand. Hun blev mer og mer elskværdig som Aarene gik, og vi følte os stærkt knyttet til hinanden.

I 1887  var vi til vore kjære, gamle Venner, Kalkos Sølvbryllup, en overordentlig smuk og vellykket Fest, som stod paa Skydebanen i Kjøbenhavn, der var vist et Par hundrede Mennesker! Da vi kom ind i den store Modtagelsessalon, kom der straks en lille skægget, ældre Herre hen til mig, jeg vidste slet ikke, hvem det var.

Han sagde : „Det er jo Dem, der skal være saa morsom?” Jeg blev vel lidt betuttet, men svarede: „Ja, hvis det at tale meget er morsomt, saa er jeg rasende morsom!” — Det var Maleren F. C. Lund (Nogle Aar efter traf jeg ham og Fru Axeline Lund igjen paa Rørbæk, hvor Kunstneren skulde male Gaarden). — Oppe ved det pragtfuldt dækkede Bord, sad Stiftsprovst Paulli, som nok har holdt en smuk Tale. Nede ved den ene Ende af det store hesteskoformede Bord, sad alle de unge, Børnene med Slægt og Venner, og morede sig dejligt; jeg, som gift, maatte sidde adstadig højere oppe. Lige med et rejste en ung Student sig op, og holdt den mest glimrende versificerede Tale til, og om„ Familien Kalko. Studenten var  Wilhelm Andersen, den nuværende Professor, som jeg ofte har truffen i Hjemmet paa Vestergade. Jeg bad ham om

det Arbejde den Sommer. Passe først og fremmest; saa vor egen Menage; og sige Kusken Besked om Arbejdet i den store Have paa „Skovly”. Der var 100 Frugttræer, og en vældig Kjøkkenhave. Desuden var der det nye Hus, som Architecten kun kom hver fjortende Dag for at se til. Engang havde han sin Kone, og to henrivende Børn med, som havde jublet ved Tanken om alle de ukjendte Glæder. Men det blev en sørgelig Historie! Vi havde faaet en henrivende, lille bitte ægte Black- and-white Terrierhvalp. Tænk, den var Palle saa bange for, at naar han vovede sig ned, og blot lige saa det lille Kræ, saa hylede han, saa Faderen maatte løfte ham op i Vejret, og hurtig bære den sprællende, brølende Dreng op. — Hvordan min Mand ogsaa kunde naa at hjælpe Fru Engelsted, begriber jeg ikke! I 1911 var Lt. Salicath, hendes Svigersøn, død, af den ondartede Halssyge, der grasserede i Kjøbenhavn; og som ogsaa den elskelige unge Pastor Tolstrup døde af; brat revet bort fra sin unge Hustru, og lille Søn. Salicath var lige rejst over til Kjøbenhavn fra Rørbæk; blev saa smittet af deres Pige med Halssygen; ilede saa strax til Rørbæk, men da det trak op til noget meget alvorligt, lod Salicath sig atter, af „Falck”, bringe over til Kjø­benhavn, hvor han saa døde. Vist Aaret efter blev Kisten sendt til Flødstrup, hvor han ligger begravet under et stort Monument. Vor kjære Veninde, Fru Wright Engelsted, kom ofte kjørende over til os; hun var jo saa ene. Sidste Gang vi havde hende var den, 30. Juni 1913; jeg kunde nok se, hun var falden meget af; talte saa utydeligt, og sov ofte ind. Hun blev saa svagere og svagere, og d. 25. August lukkede hun sine Øjne for stedse. Vi har savnet hende og Rørbæk umaadelig meget; vore Børn elskede at komme der. Først i September kjørte vi ud for at begrave vor gamle Veninde. Siden da har min Mand ikke sat sine Ben paa Rørbæk; han havde lovet Fru Engelsted at passe det, saalænge hun levede; ikke længere. Nu maatte Rudi klare sig med sine egne Raadgivere. Først i Oktober skulde vi flytte ind i det nye Hus, jeg havde døbt ”Louisiana"; sundt vilde der blive, om der ogsaa blev godt at være det vilde Tiden vise. Men lige forinden rejste min Mand, Ulricha og jeg til Kjøbenhavn, hovedsagelig fordi vi var bedt til min Cousine, Louise Jørgensen, f. Becher, og Mands Sølvbryllup paa ”Phønix”. Jeg ved ikke om jeg har omtalt hendes Giftermaal med Proprie­tair Jørgensen fra „Bromme Mølle”. Det var et romantisk Sted, og jeg rejste ofte derover. Huset laa i mange Aar aldeles henrivende ved en Sø, eller bred Aa, som senere blev tørlagt. Det var en større Virksomhed, som Jørgensen, der var en meget dygtig og klog Mand, drev der. Han havde baade Vindmølle og Vandmølle, Aalestangeri, stor Svinebedrift, og et Bageri, som en morsom Mand Skrøder, passede. Senere kom alt til at gaa ved Elektricitet, ogsaa et Savskjæreri. „Bromme” havde været i Familien mer end 100 Aar, og et af Medlemmerne havde været hos Enkedronning Caroline Amalie, da